Borgmesteren informerer juni 2018

11. juli 2018

Oplev din feriekommune 

Sikke en maj vi har haft! I strålende sol og med varmegrader, der ikke står tilbage for sydligere himmelstrøg, tager vores kommune sig ud fra sin bedste side.  

Og selvom Jammerbugt Kommune generelt prøver at være på forkant – ja, så var vi i år lidt på bagkant, da vi Grundlovsdag den 5. juni hejste Vandsikker Kommune flagene - da havde badesæsonen nemlig længe været i gang.  

I dette skønne vejr havde jeg på Kronprinsens fødselsdag den 26. maj igen fornøjelsen af at være vært og guide for en hel bus fuld af nytilflyttede borgere. Det var en stor fornøjelse at møde disse nye indbyggere, og det var selvfølgelig med stolthed, at jeg viste kommunen frem i al dens pragt. Jeg håber, at disse ture giver en smagsprøve på den mangfoldighed af oplevelser, som man kan få sig her i Jammerbugt. Og hvem ved – måske lader deltagerne sig inspirere til selv at tage på opdagelse her i sommerlandet. 

For her er vitterligt meget at opleve – og der kommer hele tiden mere til. Både for dem, som ønsker selv at være aktive, og for dem, som hellere vil ’læne sig lidt tilbage’. 

Snør vandreskoene eller spænd cykelhjelmen

Alene her i foråret har jeg indviet fire nye vandreruter: Tre hjertestier i den smukke Øland Skov og en længere rute på hele 11 km mellem Tranum og Fosdalen. 

Hjertestierne i Øland Skov er blevet til i et forbilledligt samarbejde mellem skovejeren, Hjerteforeningens lokalafdeling og lokale frivillige kræfter – med hjælpende hænder fra kommunens nytteindsats. Der er udarbejdet en folder, som viser alle tre stier – den findes her: https://hjerteforeningen.dk/hjertestier/rute/oeland-skov/  

11 kilometerruten med start i Tranum er ’født’ af Tranum Landsbyråd, som har arbejdet på ruten siden december 2015. I dag er ruten ikke blot anlagt - den er også certificeret af Deutsches Wanderinstitut – et flot skulderklap til landsbyrådet og et bevis på rutens høje kvalitet. Man kan finde oplysninger om ruten via VisitJammerbugten, som har samlet en oversigt med en lang stribe vandreruter og kort til download: https://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/aktiviteter/vandreruter-og-kort  

Her kan man vælge rute alt efter humør og fysisk formåen – og med den rigtige påklædning er vejret sjældent en hindring for at komme ud og få rørt sig, og samtidig få en berigende naturoplevelse med masser af fuglesang og andet dyreliv. Det er som balsam for sjælen! 

Og ønsker man mere fart over feltet, kan man jo benytte de 21 km opmærkede mountainbike-spor i Slettestrand, den 7 km opmærkede MTB-rute i Kollerup Plantage og den 10 km lange MTB-rute i Gateway Blokhus – fantastiske tilbud til vores action hungrende borgere og gæster. Husk blot cykelhjelm! 

Slow art og skulpturer i Hune

Det behøver ikke altid gå vildt for sig, for at oplevelsen er stor. Det beviser udstillingen på Center for Papirkunst - det seneste skud på stammen af kvalitetsoplevelser i Blokhus/Hune-området, og en attraktion, som vi i dén grad kan være stolte af. 

Bit Vejle, kunstneren og ide-kvinden bag centret, betegner selv sin genre som slow art. Slow art er kunst, der tager tid. Både at mestre, udføre og iagttage. På Center for Papirkunst oplever man slow art i verdensklasse. Og i vores moderne hverdag, som ofte er præget af rastløshed, hastværk og høje krav, er Center for Papirkunst et åndehul og et frirum, hvor ro og refleksion er i centrum. Her kan man stoppe op, glemme tiden for en stund og lade sig betage og rive med af de sindrige og imponerende detaljerede værker! 

Og når nu man er på de kanter, kan man passende også lægge vejen forbi Skulpturparken Blokhus, som hvert år fyldes med nye skulpturer formet i henholdsvis træ, beton og sand. Parken byder også på vidunderlige sansehaver med aktiviteter og legeredskaber for store og små. 

Læg endelig også vejen omkring Torvet i Blokhus, hvor skelettet af finhvalen, som i 2016 strandede på Blokhus Strand er udstillet frem til den 8. juli 2018. Her får man virkeligt indtryk af, hvor stort et dyr det egentlig drejer sig om. 

Den ultimative feriekommune

Her er i det hele taget så meget at opleve og sanse, at listen i dette skriv langt fra kan blive udtømmende: Strandene, som bare ligger og venter, altid tilgængelige og altid et besøg værd. Fårup Sommerland – en af Europas bedste forlystelsesparker - som hvert år byder på både nye og gamle favoritter. Levendegørelse af Herregården Bratskov, hvor lokale ildsjæle viser gamle håndværk og traditioner, præcis som i ’de gode gamle dage’. De mange gallerier, musik- og koncertoplevelser. Og sådan kunne jeg blive ved… Her vil jeg dog blot henvise til www.visitjammerbugten.dk for mere inspiration. 

Jeg plejer at sige, at Jammerbugt er den ultimative landdistriktskommune. Det mener jeg stadig – men jeg synes også, at vores skønne plet med sine mange kilometers kystlinje mod Skagerrak og mod Limfjorden, er den ultimative feriekommune. Også – og ikke mindst – takket været mange driftige og entreprenante folk i oplevelses- og turismebranchen og en masse iderige og arbejdsomme lokale kræfter. 

En gang i mellem bør vi minde os selv om, at vi bor et sted, hvor andre rejser langt for at komme til for at holde ferie. 

God sommer – og god ferie!