Cykelsti langs Kvorupvej
6. oktober 2021
Af: Christian Hem
Kommunalbestyrelsen har gennem de sidste måneder forhandlet kommunens budget for 2022 på plads. Et budget der har opbakning af 27 kommunalpolitiker. Et godt og robust budget.
Budgettet indeholder både vækst og velfærd samt mange udviklingstiltag. Jeg bakker op om budget 2022, bl. a. fordi der tilføres penge til det specialiserede område samt hjemmeplejen og indskolingen. Alle velfærdsområder der har et kendt behov. Men også mange andre velfærdsområder prioriteres til glæde for borgere og brugere.
På anlægssiden skal der i 2022 bruges kr. 131 millioner. Penge der geografisk bruges bredt i hele Jammerbugt Kommune. Jeg er særlig tilfredst med, at det er lykkedes at få en cykelsti langs Kvorupvej fra Jetsmark Kirke til den nye rundkørsel på Vesterhavsvej med i budgettet. Cykelstien vil blive projekteret i 2022 og etableret i foråret 2023. Denne cykelsti har haft mit fokus de sidste år, og jeg er naturligvis tilfreds med, at den nu bliver en realitet. Jeg er sikker på at denne cykelsti vil komme både lokale og turister til gode og skabe sikkerhed i trafikken.
Ligeledes er jeg tilfreds med, at der afsættes penge til at holde toiletterne på Blokhus strand åbne hele året og til løsning af den trafikale infrastruktur i Hune.
Jeg er sikker på, at der også i 2022 vil være vækst og velfærd i Jammerbugt Kommune.