En meningsfyldt sommer på plejehjemmet.
8. august 2017
Af: Jane Rødbro Koller
Sommeren igennem har jeg kunnet læse i lokalavisen, om Saltum plejehjems mangfoldige sommeraktiviteter. Lige fra en uge i sommerhus til grill i haven.
Det er virkelig en stor fornøjelse at læse, at personalet tænker ud af boksen og bidrager til, at beboerne kan få oplevelser og dermed livskvalitet. At erfare at man kan komme på sommerferie, selvom man er flyttet på plejehjem, varmer mit hjerte. Der var endda plads til, at en enkelt beboer kunne tage sin ægtefælle med. Det i sig selv kræver åbenhed, både fra de andre beboere, men også fra personalet side. Stor ros fra mig til personalet for deres gæstfrihed.
Brugen af nærområdets turist attraktioner,Sandskulpturparken i Hune er jo skøn. Det er dejligt at opleve, plejehjemsbeboere i lokalområdet er synlige.
Mange gange hører vi, eller læser vi, at der ikke er tid til sådanne aktiviteter på plejehjemmene. Derfor er det en stor glæde, at der er et stort engagement hos de ansatte til at sætte sådanne arrangementer i værk. Jeg tror på, at det både giver glæde hos personalet og hos beboerne. Når der er andre oplevelser at være sammen om, end hverdagens trummerum, giver det livskvalitet og arbejdsglæde. Og dette bidrager til et godt ældre liv. Et godt ældre liv vil vi i Venstre forsæt arbejde på at udvikle både nu og i fremtiden.