Et Budget med fokus det enkelte menneske
7. oktober 2020
Som mange allerede ved var der førstebehandling af budgettet for 2021 på kommunalbestyrelsesmødet den 17. september. Forud for det havde kommunalbestyrelsen holdt et Budgetseminar, hvor det lykkedes, at lande et flot budget for 2021. Alle 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen er med i aftalen.
Når en hel kommunalbestyrelse står bag et budget, sikrer det en kommune i sikker drift og hvor der også er en fælles forståelse af i hvilken retning kommunen vil fremadrettet.
Det sender også et vigtigt signal om, at vi er en kommune, hvor vi sammen skaber rammerne for det gode liv!
Og netop det gode liv er et vigtigt pejlemærke og gælder for alle borgere i Jammerbugt Kommune, også borgere der er nået dertil i livet, hvor det kan være svært at udføre ganske almindelige hverdagsopgaver for at opretholde det gode liv. Jeg tænker her på vore ældre borgere og handicappede, der har brug for hjemmehjælp, hjælp til personlig pleje m.m.
Derfor er jeg glad for, at kommunalbestyrelsen i Budgetforliget for 2021 har valgt igen prioriteret de store serviceområder inden for Social- og Sundhedsudvalgets område, så vi kan opretholde vores nuværende serviceniveau. I budgettet for 2018, 2019 og 2020 blev der tilført tocifrede millionbeløb til området. For 2021 er afsat 7 millioner til Sundhed- og Seniorområdet til at imødekomme demografien og til ansættelse af yderligere en natsygeplejerske.
På handicapområdet er vi udfordret og området kræver, at vi stadig tænker nyt i opgaveløsningen, hvis Jammerbugt Kommune skal opretholde samme serviceniveau. I budgetaftalen for 2020, er det aftalt, at vi skal på samme niveau som sammenlignelige kommuners udgiftsniveau og der er aftalt en strategiplan. Strategiplaner gør det dog ikke alene og der er i den grad brug for at skabe tryghed for borgere der søger hjælp. Derfor er det også glædeligt, at kommunalbestyrelsen har valgt at afsætte en buffer på 18 millioner, der kan frigives i forbindelse med årets sidste budgetopfølgning, hvis der bliver brug for det.
Alt i alt et budget, der fokuserer på muligheder frem for begrænsninger, og hvor det enkelte menneske sættes før systemet.
Ib Nellemann