Nyt fra Kommunalbestyrelsen april 2018
28. april 2018
Ny Skole i Jetsmark
Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune har netop frigivet midler til at vælge udbuds- og samarbejdsform og til at udarbejde udbudsmateriale på den nye skole i Jetsmark. En skole der opføres i to etaper.
I første etape bliver den ny skole tegnet. Den kommer til
at bestå af tre afdelinger; en
indskolings-, en mellemtrin- og en udskolingsafdeling. Selve skolen bliver
opført i to etaper. Det bliver indskolingen, der bliver opført først, mens anden
etape omfatter mellemtrin- og udskolingsafdeling. Kommunen arbejder mod, at første
etape kan stå færdig, så indskolingen kan tages i brug i august 2021.
”Den nye skole i Pandrup og Kaasområdet skal først og fremmest skabe gode fysiske rammer med tanke på både læring, trivsel og godt arbejdsmiljø. Samtidig skal skolen være med til at gøre Jetsmarkområdet endnu mere attraktivt for nuværende borgere og tilflyttere”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.
Bag skoleprojektet står en styregruppe, en projektgruppe, en bruger- og interessentgruppe og et bedømmelsesudvalg.
De indledende forberedelser og inddragelse
Kommunalbestyrelsen
har i første omgang frigivet 500.000 kr. til at få kvalificeret
beslutningsgrundlaget vedrørende valg af udbuds- og samarbejdsform og
udarbejdelse af udbud til rådgiver på selve projektet. I det arbejde ligger blandt
andet prøver af jordbundsforhold, hvor det besluttes at opføre skolen.
”Vi trækker selvfølgelig på de erfaringer, vi har fra den indledende fase med Aabybro Skole. Ligesom vi under hele projekt- og byggeforløbet med den nye skole i Jetsmark vil benytte os af erfaringer fra skolebyggeriet i Aabybro. Oveni kommer vi også til at høre borgerne og være i tæt dialog med brugerne”, siger Mogens Christen Gade.
Derfor holder Jammerbugt Kommune borgermøde mandag 28. maj 2018 kl.19.00 i Pandrup. Her kan alle komme og få information om de overordnede planer for skolebyggeri og øvrige tiltag i området; herunder skovrejsningsprojekt, halprojekt, bygning af almennyttige boliger, industriudvikling mv. Stedet for, hvor mødet bliver afholdt, annoncerer Jammerbugt Kommune senere annoncere i lokalpressen.
Når de overordnede rammer for projektet er fastlagte, holder Jammerbugt Kommune informationsmøde med skolens brugere og interessenter. Her vil de blive informeret om, hvad mere præcist kommer til at ske, og hvornår og hvordan brugere og interessenter bliver inddraget i forløbet. Dette møde forventer Jammerbugt Kommune at afholde i efteråret 2018.
Forberedende Grunduddannelse
Morsø, Thisted og Jammerbugt kommuner har indgået et samarbejde om at etablere institutioner til den nye FGU – Forberedende Grunduddannelse.
Kommunerne i KKR Nordjylland er gået sammen i klyngesamarbejder, hvor klynger udarbejder oplæg til placering af FGU-institutioner og –skoler for områdets forskellige kommuner. Jammerbugt Kommune er i klynge med Morsø og Thisted Kommuner.
De tre kommuner laver et fælles oplæg til, hvor det er hensigtsmæssigt at FGU-institutioner og –skoler bliver placeret i forhold til kommunerne.
KKR Nordjylland (Kommunekontaktrådet) vil samle alle oplæg fra de nordjyske klynger, og laver herefter en samlet indstilling til placeringen af FGU institutioner og –skoler i Nordjylland til undervisningsministeren. Ministeren behandler herefter placeringen af institutionerne og skolerne på landsplan.
”I Jammerbugt Kommune ser vi frem til at samarbejde med Thisted og Morsø kommuner om et oplæg, der skal sikre nye uddannelsesmuligheder for unge i vores område. Det er en af vores kerneopgaver, at bane vejen for, at unge får en uddannelse”, siger borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade.
De tre kommuner samarbejder om at etablere en FGU-institution, der dækker et område for alle tre kommuner. Endvidere indeholder oplægget forslag om, at der etableres en FGU-skole i henholdsvis Morsø, Thisted og Jammerbugt Kommune.
Der er nedsat en styregruppe på tværs af Morsø, Thisted og Jammerbugt kommuner, og den består af:
Lone Becker, Direktør for Beskæftigelse, Social og Sundhed Thisted Kommune, Henrik Rene Christensen, Direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse Morsø Kommune og Hanne Madsen, Direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse Jammerbugt Kommune.
Styregruppen skal sikre forankringen på tværs af kommunerne og skitsere den overordnede ramme, som er grundlaget for de lokale processer i Morsø, Thisted og Jammerbugt kommuner.
De lokale processer i de tre kommuner
Hver kommune nedsætter en lokal arbejdsgruppe. De enkelte arbejdsgrupper
består af kommunale repræsentanter på chef- og lederniveau og konsulenter samt
repræsentanter fra VUC, produktionsskoler og erhvervsskoler.
Arbejdsgrupperne skal udarbejde oplæg i forhold til placering og organisering af FGU-skolen i den enkelte kommune. I oplægget skal arbejdsgrupperne blandt andet tage stilling til:
· FGU-skolens dækningsområde
· Placering af FGU-skole herunder:
· Organisering af undervisningsaktiviteter
§ Hvilke eksisterende institutioner skal fremadrettet indgå i FGU-institutionen
§ Hvilke eksisterende institutioner skal udspalte aktiviteter til den nye institution
o Hvorledes der skabes sammenhængende uddannelsesmiljøer med et faglige og økonomisk bæredygtige miljøer
o Redegøre for transportforhold – hvordan påvirker placeringen tilgængeligheden med offentlig transport
Første arbejdsgruppemøde i Jammerbugt Kommune blev holdt i starten af april i år. Mens relevante skoler også er i gang med at blive involveret, denne proces indeholder blandt andet et stormøde onsdag 30. maj, hvor repræsentanter fra skolerne, KKR-politikere, politikere fra aktuelle fagudvalg og kommunale administrative medarbejdere deltager.
KKR skal indsende de tre kommuners forslag til undervisningsministeren senest 1. juni 2018.
Familieboliger på Gjøl
Gjøl er et skridt nærmere otte attraktive lejeboliger egnet for familier. Kommunalbestyrelsen har netop godkendt en kommunal garantistillelse for byggeriet af de almene familieboliger i byen.
Det er en garantistillelse på 64,40% af den til enhver tid værende restgæld på realkreditlånet på 14.723.000 kr., som kommunen har tilkendegivet over for Realkredit Danmark. Det svarer ved lånets start til en garantisum på 9.482.000 kr.
Dermed er byggeriet af de otte almene familieboliger kommet et vigtigt skridt videre.
Byggeriet af de otte boliger er et direkte resultat af Liv i By og Skole samarbejdet. De aktive borgere i projekt Liv i By og Skole på Gjøl arbejder og har arbejdet målrettet med bosætning som en vigtig del af projektet. I samarbejdet med kommune har borgerne netop fremført, at de gerne vil have flere familieegnede lejeboliger i byen, et ønske kommunen har været lydhør overfor.
”Det kommende byggeri er med til at understøtte det lokale engagement, der er på Gjøl i projekt Liv i By og Skole. Som kommune er det vigtigt, at vi understøtter borgernes engagement, og er med til at sikre et fortsat varieret boligudbud rundt om i kommunen”, siger borgmester Mogens Christen Gade.
Det er bygge- og boligadministrationsfirmaet Domea, som står for at opføre de otte boliger på den gamle sportsplads ved Birkumvænge på Gjøl.