Nyt fra Kommunalbestyrelsen februar 2021
14. marts 2021
Økonomi og tid overholdt ved ombygningen af Aabybro Genbrugsplads
Moderniseringen og udvidelsen af genbrugspladsen i Aabybro foregik fra 2018 og frem til 2020. Den nye og mere rummelige plads blev indviet i november sidste år.
20.000 kr. under bevillingen og en ombygning, der overholdt tidsplanen, det er resultatet af projektet med at modernisere og udvide genbrugspladsen i Aabybro. For mens den samlede bevilling forud for projektets opstart lød på 18.425,00 mio. kr., så viser det endelige regnskab et samlet forbrug på 18.405,00 mio. kr. Beløbet indeholder samtidig godt en halv mio. kr., som er afsat til slidlag og etårs eftersyn i slutningen af 2021.
”Det er tilfredsstillende, at projektet er holdt under bevillingen og inden for tidsrammen. Samtidig er det meget positivt, at der undervejs i ombygningen var minimale gener for borgerne, der benytter genbrugspladsen. ”Genbrugspladsen fremstår nu moderne og med et bedre flow ved aflevering af de forskellige affaldstyper”, siger borgmester Mogens Christen Gade.
Genbrugspladsen i Aabybro er den sidste i rækken af de fire genbrugspladser i kommunen, der er blevet moderniseret. Og ligesom i Fjerritslev, Pandrup og Brovst er den indrettet med en servicebygning til mandskabsfaciliteter og særlige affaldsfraktioner, en haveaffaldsplads til modtagelse af haveaffald og et forhøjet plateau, hvor borgerne kan holde og smide affald ned i forsænkede containere.
Grønt lys for byggeriet af 20 almene boliger i Hune
I løbet af marts starter byggeriet af 20 almene boliger i den østlige del af Hune. Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune har netop godkendt økonomien for projektet.
Boligerne kommer til at ligge på Stenmarksvej i Hune på et ca. 1,1 ha. stort areal, øst for de to dagligvarebutikker i Hune, og op mod Aalborgvej. Boligerne får hver tre værelser på i alt 89,6 m², og de får alle et cykelskur/depotrum, carport og terrasse. Områderne ved boligerne indrettes som naturgræsarealer.
”I løbet af det næste halvandet års tid vil de spændende boliger tage form i Hune. De får en central placering i forhold til indkøb og naturen, og vil derfor være attraktive for en bred gruppe af borgere”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.
Sideløbende opføres 30 private boliger, der opføres syd for de 20 almene boliger. De private boliger opføres i tre størrelser på 85 m², 100 m² og 115 m².
Syd for de 20 almene boliger opføres der også 30 privat boliger. De private boliger opføres i størrelser på 85m2, 100m2 og 115m2.
Huslejen kommer til at ligge på 1.095 kr. pr. m² om året ekskl. forbrugsafgifter. Det svarer til en månedlig husleje på ca. 8.175 kr. ekskl. forbrugsafgifter. Skema A blev godkendt med en husleje på 1.090 kr. pr. m² om året ekskl. forbrugsafgifter.
Byggeriet af lejeboligerne er planlagt til at starte medio marts 2021 og planen er, at byggeriet er færdig ultimo juni 2022.
Flere byggegrunde i Ingstrup på vej
Et forslag til et nyt boligområde ved Sdr. Ringvej i Ingstrup sendes nu i offentlig høring i otte uger. Planen er, at der kan bygges både parcelhuse og rækkehuse i området.
I strategien for at sikre attraktive byggegrunde og et varierende udbud af boligtyper i kommunen har Kommunalbestyrelsen nu godkendt at sende et forslag til en ny lokalplan i høring. Med den nye lokalplan kan der opføres 11 nye boliger i området.
Lokalplanen vil give mulighed for at opføre 11 nye attraktive boliger, der bliver fordelt mellem parcelhuse og rækkehuse. Rækkehusene vil blive placeret i den nordlige del af lokalplanområdet, mens den sydlige del af området giver mulighed for tre parcelhusgrunde. Området ligger i tæt tilknytning til Ingstrup by, og med en særlig udsigt mod det åbne land. Boligerne bliver forbundet med et lukket vejsystem.
”Vi ser en stigende efterspørgslen efter boligformer, som lokalplanen gør det muligt at opføre. Det er en klar strategi for os politikere i Jammerbugt Kommune, at vi ønsker at understøtte efterspørgslen efter forskellige boligtyper, og dermed danne grundlag for tilflytning til vores lokalsamfund. Med de forskellige typer af boliger i det nye område, vil det kunne tiltrække en bred skare af borgere”, udtaler borgmester Mogens Christen Gade.
Hvis lokalplanen opnår endelig godkendelse, betyder det også, at det udlagte erhvervsområde annulleres, da området ikke længere er aktuelt til formålet.
”De terrænforskelle, der er i området, giver mulighed for at tilpasse boligerne til landskabet, og det giver mulighed for at bygge spændende og anderledes boliger på store grunde, og med en skøn udsigt”, forklarer Mogens Christen Gade.
Forslag til lokalplanen 25-010 udsendes kort efter Kommunalbestyrelsesmødet i februar i otte ugers høring.