Nyt fra kommunalbestyrelsen oktober 2025
10. oktober 2025

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune har på sit møde den 9. oktober vedtaget kommunens budget for 2026, sendt en lokalplan for Pandrup bymidte i offentlig høring, godkendt en lokalplan i Biersted og godkendt en ansøgning om støtte til en KulturStation.
Budgettet for 2026 er vedtaget
Kommunalbestyrelsen havde i september førstebehandling af Budget 2026 for Jammerbugt Kommune. Nu har der været andenbehandling, og budgettet for næste år er endeligt vedtaget.
Budget 2026 for Jammerbugt Kommune er nu på plads og vedtaget af Kommunalbestyrelsen. Centralt i budgettet er det, at folkeskolerne tilføres yderligere 9 mio. kr. hvert år. Det specialiserede voksenområde tilføres ca. 14 mio. kr., ligesom også seniorområdet får tilført 11 mio. kr. ekstra.
”Ud over de tre store områder – folkeskoler, voksen-handicap-området og seniorområdet – så er der også sat et yderligere tilskud af på 400.000 kr. årligt til aktiviteterne i centerby-samarbejdet for at bakke op om handelslivet i vores fire centerbyer. Det er afgørende for, at vi har nogle stærke centerbyer i vækst – og lokalsamfund i udvikling”, siger Borgmester Mogens Christen Gade.
I budgettet er der også fundet plads til blandt andet fem nye cykelstier, en parkeringsplads i Hune og ombygning af Sport- og Kulturcenter Brovst.
”Derudover fastholder vi forældrebetalingen til SFO på 61%. Det er en af de laveste betalingsprocenter i Nordjylland”, tilføjer Borgmester Mogens Christen Gade.
Udover de specifikke områder der prioriteres i budgettet, ser der også ud til at være en fornuftig balance i økonomien overordnet set.
”Vi ser ind i en stabil økonomi i 2026, hvor der er overskud på driften, en fin kassehenlæggelse, afdrag på gæld og en solid likviditet. Både med hensyn til drift og anlæg hænger økonomien sammen”, fortæller Borgmester Mogens Christen Gade.
Hele budgetaftalen og budgettet for 2026 kan ses på Jammerbugt Kommunes hjemmeside.
Ny plan skal sikre en levende bymidte i Pandrup
Der er byudvikling på tegnebrættet centralt i Pandrup, og Jammerbugt Kommune har nu sendt en lokalplan for midtbyområdet i offentlig høring.
Kommunalbestyrelsen har sendt en lokalplan for midtbyen i Pandrup i offentlig høring i otte uger, inden den kan blive endeligt vedtaget – forventeligt i januar 2026.
Lokalplanområdet har et areal på ca. 3,24 ha. Lokalplanområdet er i dag bebygget med diverse butikker og erhverv, boliger i form af parcelhuse og lejligheder samt parkeringspladser.
”Med lokalplanen tager vi et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af Pandrup og Jetsmark-området. Planen skal sikre, at der også i fremtiden er en levende og tidssvarende bymidte med en kombination af boliger, butikker og erhverv, som kan fungere som et stærkt centrum for Jetsmark-området”, udtaler Borgmester Mogens Christen Gade.
Den nye lokalplan giver blandt andet mulighed for at etablere boliger, butikker, spisesteder og et bytorv.
Konkret projekt med boliger og erhverv
Jammerbugt Kommune har modtaget en konkret henvendelse om byudvikling med boliger og erhverv centralt i Pandrup, hvor kommunen selv ejer en grund, som det er planen at omdanne til et bytorv med offentlige toiletter. Den endelige udformning og anvendelse af det centrale bytorv fastlægges i samarbejde med byens borgere og interessenter. Der vil i den forbindelse blive afholdt et borgermøde i Pandrup.
Lokalplanen sikrer, at udviklingen kommer til at passe ind i masterplanen Jetsmark, som blev opdateret i 2022 i samarbejde med byens borgere og interessenter.
Læs mere og afgiv høringssvar på Jammerbugt Kommunes hjemmeside.
Ny lokalplan baner vej for nye boliger i Biersted
Den offentlige høring for en ny lokalplan for Sundbyvej i Biersted er nu slut, og Kommunalbestyrelsen har vedtaget lokalplanen endeligt. Planen giver mulighed for at opføre 13 boliger.
En lokalplan for Sundbyvej i Biersted blev i juni sendt i offentlig høring. Høringsperioden er nu afsluttet, og lokalplanen er endeligt vedtaget af Kommunalbestyrelsen. Høringen har givet anledning til mindre justeringer i lokalplanen. Det er blevet tydeliggjort, at der er mulighed for 13 tæt-lav-boliger, og at hegn omkring terrasser ikke må overstige 1,8 m i højden, og at hegn i skel og øvrige hegn skal opføres som ”levende hegn” med en maksimal højde på 1,3 meter.
Området som hører under lokalplanen, er på ca. 5.000 m2 og ligger med kort afstand til skole, indkøb og fritidsaktiviteter.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske om at opføre nye attraktive boliger i Biersted by. Med vedtagelsen af lokalplanen bliver der nu mulighed for at opføre 13 boliger i form af række-, kæde- og dobbelthuse, som typisk henvender sig til ældre, enlige eller mindre børnefamilier.
Fra gammel station til KulturStation
Den gamle station i Bonderup skal omdannes til et kulturhus. Det har foreningen Bonderup Station modtaget støtte til fra Jammerbugt Kommune.
Kommunalbestyrelsen har godkendt en ansøgning fra foreningen Bonderup Station. Dermed bliver foreningen støttet med 175.000 kr. fra kommunens landdistriktsanlægspulje til at skabe en KulturStation for hele Han Herred-området.
Foreningen Bonderup Station ønsker at købe den gamle station i Bonderup og omdanne den bevaringsværdige stationsbygning fra 1897 til et kulturhus. Ønsket er at gøre dette i respekt for – og udnyttelse af – stedets historie og arkitektur.
KulturStationen skal som et af sine primære formål være hjemsted for kunstudstillinger, foredrag, forskning og andre aktiviteter, herunder udfoldelse af lokalhistorien og Limfjords-litteraturen.
"KulturStationen vil samtidig blive et lokalt mødested, som bidrager til at udbygge det omfattende sociale liv, der i forvejen trives i Bonderup/Trekroner-området med skole, idrætshal, tre forsamlingshuse, tre kirker, konfirmandstue og et alsidigt foreningsliv”, lyder det videre i foreningens ansøgning til kommunen.
Derudover lyder det, at aktiviteterne i og omkring KulturStationen kan give meningsfyldt beskæftigelse for brugerne af Råd & Dåds socialøkonomiske tilbud, herunder Torvekøbmanden og Landsbyservice i Bonderup. Ikke mindst er det visionen, at KulturStationen skal fremme interessen og begejstringen for kulturhistorien i Han Herred/Jammerbugt Kommune – og dermed også styrke områdets turisme.
Kontakt: Borgmester Mogens Christen Gade, telefon: 41 91 20 01