Nyt fra kommunalbestyrelsen september 2019
20. september 2019
Nyt
erhvervsområde i Aabybro
Jammerbugt Kommune udvider det østlige erhvervsområde i Aabybro. Udvidelsen sikrer, at kommunen fortsat kan tilbyde attraktive erhvervsgrunde og arealer til virksomheder med særligt pladskrævende varegrupper.
Jammerbugt Kommune vil udstykke flere erhvervsgrunde til lettere industri, lager- og værkstedsvirksomheder og til butikker med særligt pladskrævende varegrupper i området ved Ny Aabyvej i Aabybro.
Det har krævet en ændring i den nye lokalplan, som derfor har været sendt i høring i otte uger hen over foråret og sommeren. Vejdirektoratet sendte som den eneste svar på høringen med et ønske om, at den tinglyste vejbyggelinje langs Aalborgvej omtales i lokalplanen og vises på et kortbilag.
”Vi vælger at imødekomme Vejdirektoratets ønske, og retter derfor lokalplanen til. Det betyder, at vi i Jammerbugt Kommune kan gå i gang med at udstykke et antal erhvervsgrunde, der appellerer til et bredt udsnit af virksomheder. Området ligger attraktivt i forhold til adgang til lufthavnen, hoved- og motorvej”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.
Kommunen har valgt at dele kommende erhvervsområde op i to delområder. Både for at tage hensyn til golfbanen syd for området, og for at sikre et åbent og grønt udtryk ud mod hovedvejen. Konkret betyder det blandt andet, at byggelinjen skal være 20 meter fra vejskel mod Aalborgvej.
Flere indsatser for at beskytte grundvandet i Pandrup og Tingskoven/Brovst
Sammen med de lokale vandværker har Jammerbugt Kommune udarbejdet en indsatsplan for at beskytte drikkevandet i Pandrup og i området ved Tingskoven og Brovst. Områderne er udpeget af staten, og indsatsplanen skal nu i offentlig høring i 12 uger.
Et område på i alt 598 km2 i kommunen er omfattet af indsatsplanen, og på arealet ligger blandt andet landbrug, skove, hedearealer, klitplantager og bebyggede områder. Det samlede område omfatter 28 vandværker, og af det totale areal udgør de 85 km2 steder med særlige drikkevandsinteresser.
Indsatsplanen indeholder flere forskellige tiltag, heriblandt at indgå frivillige aftaler med landbruget om pesticidfri dyrkning, generel information om miljøvenlig landbrugsdrift og skovrejsning.
”Grundvandet i Jammerbugt – ja i hele Danmark – har en sådan kvalitet, at det de fleste steder kan bruges som drikkevand. For at vi fortsat kan sikre rent grundvand til drikkevand, så er det nødvendigt, at vi beskytter grundvandet mod forurening, og det offentliggør vi nu en plan for”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.
Når planen har været i høring, skal den godkendes endeligt, det forventer kommunen sker på kommunalbestyrelsesmødet i april 2020.
Jammerbugt Kommune går i gang med at gennemgå de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) for at vurdere, om der er behov for tiltag til at sikre beskyttelsen af grundvandet. Der kan indtil udgangen af 2022 indgås frivillige aftaler i de boringsnære beskyttelsesområder. I områder, hvor det ikke lykkes, vil der kunne indføres et generelt forbud ved lov.