Nyt fra kommunalbestyrelsen juni 2019
4. juli 2019
Nyt kollegie ved Fjerritslev Gymnasium allerede sidst i 2019
Efterspørgslen efter at bo tæt på Fjerritslev Gymnasium er større end forventet. Derfor bliver byggeriet af 16 af de i alt 40 ungdomsboliger allerede sat i gang i år, de forventes at stå klar ved slutningen af året.
40 et-rums ungdomsboliger og et fælleshus kommer til at udgøre det nye kollegie i tilknytning til Fjerritslev Gymnasium. Boligerne skulle have stået færdige ved skolestart 2020. Men et behov for boliger allerede ved skolestart 2019 betyder, at de første 16 boliger bliver opført, så de står klar i november/december i år.
”Det er meget positivt, at søgningen mod Fjerritslev College er stor. Det støtter vi selvfølgelig op om og fremrykker derfor byggeriet af knap halvdelen af boligerne, så de unge kan få et sted at bo tæt på deres uddannelse”, udtaler borgmester Mogens Christen Gade.
De 40 ungdomsboliger bliver et-rums boliger på hver 25 m², dertil kommer et fælleshus på 400 m². Fælleshuset er tænkt som et centralt samlingssted for beboerne. Da beboerne på kollegiet formodes at være studerende, og opfylde betingelserne for at modtage ungdomsboligbidrag, forventes nettohuslejen at blive på ca. 2.625 kr. pr. måned.
Boligerne kommer til at ligge på et kommunalt ejet areal på ca. 4.900 m² på Skovbrynet, øst for Fjerritslev gymnasium.
Nye byggegrunde i Biersted
Jammerbugt Kommune og en privat lodsejer står bag en fælles byggemodning af flere grunde ved Biersted.
Parterne har lavet en samlet udstykningsplan med 16-17 byggegrunde til parcelhusgrunde. Jammerbugt Kommunes andel svarer til ti parcelhusgrunde, mens den private lodsejer udstykker de sidste seks til syv grunde. Parcelhusgrundene forventes at blive mellem ca. 900 m² og ca. 1.300 m².
Den private lodsejer er ikke omfattet at de samme udbudsregler som Jammerbugt Kommune, og kan derfor begynde byggemodningen umiddelbart efter projekteringen.
Den private udstykning kan være klar til overtagelse i løbet af efteråret 2019, hvis en entreprenør kan gå i gang umiddelbart. Den kommunale udstykning forventes at kunne være klar til overtagelse omkring årsskiftet 2020, forudsat at vejret arter sig.
”Der er blevet efterspurgt flere byggegrunde i Biersted, og med udstykningsplanen sikre vi nu et antal parcelhusgrund i Biersted og dermed en grobund for udvikling i byen inden for kort tid”, fortæller Mogens Christen Gade.
Jammerbugt Kommunes udgift til fællesudgifter og byggemodning af de ti parcelhusgrunde udgør 4.450.000 kr. Heri er indregnet stam- og stikveje, tilslutningsbidrag til kloak, el, vand, fjernvarme og køb af et areal på 0,35 ha i lokalplansområdet af en anden lodsejer.
Der er indregnet gadelys og fortov i den ene side af vejen og et beløb til forventet historiske forundersøgelser.
De ti kommunale grunde skal i følge lovgivningen udbydes/fastsættes til markedsprisen.
15 byggegrunde i Saltum
Med åbne marker mod vest og nem adgang til naturområdet ved Nols Sø får Saltum 15 nye byggegrunde. Samtidig udlægges et større område til et fællesareal til rekreative formål.
Den nye lokalplan giver mulighed for 15 nye byggegrunde i Saltum. Grundene bliver på mellem 1100 m2 - 2200 m2, og der bliver mulighed for at bygge i to etager med en højde på maksimalt 8,5 meter og en facadehøjde på maksimalt 6,5 meter.
De 15 byggegrunde kan dog ende med at blive reduceret med fire byggegrunde, da Nordjyllands Historiske Museum har arkæologiske interesser i området. Ved en forundersøgelse har museet afdækket et område, de formoder at kunne datere til sen vikingetid/tidlig middelalder.
Det kommer til at påvirke det endelige antal byggegrunde, om de fundne bebyggelser fra vikingetiden bliver udgravet eller. Bliver de historiske bebyggelser udgravet, sker der ingen ændringer i udstykningsplanen. Men bliver bebyggelserne fra vikingetiden ikke gravet ud, påvirker det planlægningen af fire parcelhusgrunde; nemlig parcelhusgrunde nr. 4, 6, 8 og 10. I så fald vil kommunen være nødt til at lade de fire parcelhusgrunde stå ubebygget, eventuelt som grønne friarealer.
Omkostning for udgravning af de arkæologiske fund er ikke endnu kendt.
Hvad
er vejens navn?
Den
nye vej i Saltum har fået et navn. Ligesom ved de fleste navngivninger, har
flere navne være i spil – i dette tilfælde fem. En enig Kommunalbestyrelse
valgte Højbogårdsvej til områdets nye vejnavn. Højbogårdsvej er inspireret af
gården, der ligger på nabogrunden.
Støtte fra anlægspuljen for landdistriktsprojekter til to projekter
Bryggergården og Vester Thorup Højskole modtager begge penge fra anlægspuljen for landdistriktsprojekter i Jammerbugt Kommune.
Bryggerimuseet i Fjerritslev Bryggergårds historiske bygninger står over for et spændende projekt, hvor det oprindelige bryggeri skal genskabes – både bygningsmæssigt og med den store bryggerisamling på omkring 1300 registrerede genstande.
Restaureringen forventes at koste 4.850.000 kr., hvoraf Jammerbugt Kommune støtter med 500.000 kr.
Projektet sker i samarbejde med Nordjyllands Historiske Museum og Jammerbugt kommune.
Højskole
i Vester Thorup
Jammerbugt Kommune støtter også det lokale tiltag i Vester Thorup med at starte
en ny højskole med fokus på klima, kreativitet og kystfiskeri.
Det er den nedlagte efterskole i Vester Thorup, som skal omdannes til højskole. Støtten fra kommunen skal bruges til forbedringer af toilet- og badefaciliteter i bygningerne.
Jammerbugt Kommune støtter projektet med 218.000 kr. – under forudsætning af, at højskolen startes op.
”Vi støtter to spændende projekter med midler fra anlægspuljen denne omgang. Vi tror på begge projekter, og med midlerne til Bryggergården, kan de med os i ryggen nu søge yderligere midler til at realisere deres vision. Mens vi med støtten til højskolen i Vester Thorup sikrer, at der igen kommer lys i vinduerne i den tidligere efterskole, nu som højskole. Dermed støtter vi et initiativ, der også er med til at sikre flere arbejdspladser i kommunen”, siger Mogens Christen Gade.
Højskolen er godkendt af Kulturministeriet, og forventningen er, at undervisere svarende til otte årsværk skal ansættes.
Etablering af mobilantennemast på Gjøl nærmer sig
Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune har netop vedtaget et tillæg til Helhedsplan 17 om etablering af mobilantennemast ved Drøvten på Gjøl.
Konkret betyder det, at et areal på 175 m² udlægges til etablering af en mobilantennemast på 48 m.
Dermed får borgerne på Gjøl en klar forbedring af sende- og modtageforhold, der følger med den øgede anvendelse af tjenester inden for mobiltelefoni.
”I Jammerbugt Kommune har vi gennem længere tid arbejdet med at få bedre dækning i flere af vores områder. Projektet på Gjøl er et led i det arbejde og skaber nu langt bedre vilkår for at kommunikere for borgerne og turisterne i området”, udtaler Mogens Christen Gade.
Inden tillægget til lokalplanen offentliggøres, skal det i fire ugers offentlig høring. Forslaget forventes at komme til 2. behandling på kommunalbestyrelsesmødet i august.
Opfølgning budget 2019
Fire måneder inde i 2019 foretog Jammerbugt Kommune en budgetopfølgning på alle driftsbudgettets aktivitetsområder.
Opfølgningen viser, at Jammerbugt Kommune er udfordret i forhold til at holde sig inden for det økonomiske loft, som kommunerne og regeringen har aftalt forud for årets budget – den såkaldte serviceramme.
Servicerammen er i budget 2019 vedtaget til 1.709,9 mio. kr. Hvis forudsætningerne i det forventede regnskab for 2019 holder, bliver servicerammen overskredet med ca. 30 mio. kr.
En overskridelse af servicerammen kan medføre en bøde.
Derfor er direktionen og forvaltningerne i Jammerbugt Kommune i gang med finde en række forslag til kompenserende besparelser. Forslagene for besparelser kommer til at ramme bredt på kommunens serviceydelser.
Det er primært flere udgifter til voksenhandicapområdet, end budgetteret, der er med til at overskride servicerammen. Flere borgere end forventet har haft brug for hjælp.
Næste opfølgning på budget 2019 er 30. juni. Her vil der komme konkrete forslag til besparelser.
Hvad
er en serviceramme?
Hvert år aftaler Regeringen
og kommunerne, hvor meget kommunerne samlet set må budgettere til den kommunale
service. Det sker, så Regeringen har overblik over de samlede kommunale
udgifter.
Aftalen sker forud for de enkelte kommuners budgetlægning. Så når Jammerbugt Kommune hvert år lægger budget, skal det ske med respekt for, at kommunernes budgetter under èt ikke må overskride den serviceramme, som kommunerne har aftalt med Regeringen.
En overskridelse kan ende med bøde.
For yderligere
oplysninger, kontakt
Borgmester Mogens Christen Gade 41912001