Venskab på tværs af grænser

18. februar 2018

Den 2. februar 2018 vajede de tyske og polske flag sammen med Dannebrog ved rådhuset i Aabybro. Anledningen var et officielt besøg fra Jammerbugt Kommune tyske og polske venskabsbyer, Stadt Tornesch og Strzelce Krajenskie.  

Besøget var arrangeret for at markere og fejre, at det i år er 10 år siden, at Jammerbugt og Stadt Tornesch underskrev en aftale om samarbejde. Vi – den tyske borgmester Roland Krügel og jeg – benyttede anledningen til at genunderskrive den oprindelige samarbejdsaftale – for dermed symbolsk at markere, at vi stadig står inde for de intentioner, der ligger i aftalen. 

Gennem vores aftale tilkendegiver vi blandt andet, at vi vil bidrage til at bygge bro mellem vores lande, og at vi gerne vil bidrage til den europæiske integration. Vi ønsker at arbejde sammen på mange felter; eksempelvis erhverv, turisme, uddannelse, kultur og det sociale område.  

Men der er også en ekstra dimension i samarbejdet: For mig og for Jammerbugt Kommune betyder det, at have en officiel venskabsbyrelation, også, at vi er der for hinanden. At vi tænker på hinanden og så vidt muligt siger ja, når der kommer forslag om samarbejde og besøg. 

Det gælder ikke kun i relationen til Stadt Tornesch; men også til vores andre venskabsbyer: Strzelce Krajenskie i Polen, Lindesberg i Sverige, Oppdal i Norge og Tongzhou i Kina. 

Et venskabsbysamarbejde består typisk af tre grundelementer: 

Det mellemfolkelige element

Et mellemfolkeligt element, hvor eksempelvis kor, spejdere, fodboldklubber og skoleklasser møder hinanden og er fælles om samme interesse. Som når en gruppe unge lystfiskere fra Stadt Tornesch til sommer kommer til Jammerbugt. De modtages af en lokal lystfiskerforening, som har tilrettelagt et program. Jammerbugt Kommune bakker op med lidt midler fra venskabsbypuljen og symbolske gaver, for på den måde at påskønne det arbejde, de frivillige foreningsfolk udfører. 

Professionel erfaringsudveksling

Et andet element i det internationale samarbejde er den professionelle erfaringsudveksling. For eksempel har Børne- og Familieforvaltningen i Jammerbugt fundet stor inspiration fra vores svenske venskabsby Lindesberg i forhold til anbragte børn og unge. Og blandt de tyske og polske delegationer, som gæstede os i starten af februar var en del skolefolk, som besøgte Aabybro Skole samt VUC&HF i Aabybro. 

Det officielle kit

Endeligt er der et officielt element, som er det kit, der sikrer forankring og sætter rammerne for samarbejdet. Denne del har politiske deltagelse, og det er en god anledning for de deltagende politikere for at udveksle erfaringer, sparre og hente inspiration.  

På alle niveauer er det meget givende at møde vores venskabs venskabsbyer, vi bliver inspireret af hinanden, og nok så vigtigt: Vores egne måder at gøre tingene på bliver sat i perspektiv. Så ud over, at samarbejdet også ligefrem kan være fornøjeligt, ja, så tror jeg bestemt, at det er både sundt og fornuftigt at vi er åbne overfor verden omkring os. 

Fakta: 

Jammerbugt Kommune har fem venskabsbyer: Stadt    Tornesch i Tyskland, Strzelce Krajenskie i Polen, Lindesberg i Sverige, Oppdal i Norge og Tongzhou i Kina.

Senere i 2018 markeres Jammerbugt Kommunes og Strzelce Krajenskies 25 års jubilæum i Polen.

Foreninger, der besøger eller får besøg fra Jammerbugt Kommunes venskabsbyer eller andre steder i udlandet, kan få tilskud fra kommunens Venskabsbypulje.

Jammerbugt Kommune har et årligt budget til venskabsbyarbejde på 100.000 kr.